HOLDTRÆNING HOS ROSKILDE FYSIOTERAPI
Vores holdtræning favner bredt, og hvert hold har sit særlige fokus på bevægelse. Du skal henvises til vores hold via din fysioterapeut, som vurderer, hvilket hold der passer bedst til netop din situation. I og med at nogle af holdene er målrettet bestemte diagnoser, vil de naturligt være oplagte for dig, der har netop disse diagnoser. Men dermed ikke sagt, at nogle af de andre hold ikke også kan matche dine behov. Vi er heldigvis alle forskellige og har forskelligartede behov for træning.
Fælles for alle vores hold er, at det er forholdsvis små hold, hvor vi efterhånden lærer hinanden at kende. Det gør, at vi har et helt særligt fællesskab på vores hold, som både fysioterapeuter og patienter er rigtig glade for.
StyrkeFit
Er du 45+ M/K, og vil du gerne blive stærkere, forebygge skader og give din krop energiboost? Så er vores hold StyrkeFit noget for dig! Vi fokuserer på at blive stærkere, mens vi har det sjovt og hyggeligt sammen!
Mobilitetshold
Som navnet indikerer, så arbejder vi her på holdet med vores mobilitet, altså vores evne til at bevæge kroppen alsidigt. Og det gør vi på mange forskellige og varierede måder. Vi bruger bolde, laver gulvøvelser og får masser af sved på panden ofte uden, at vi lægger mærke til det.
Neurologihold
Vores neurologihold er for dig, der har udfordringer som følge af en neurologisk lidelse. Vi har flere hold, som har fokus på neurologi, så du har mulighed for at deltage på et hold, der passer bedst til din situation. I træningen fokuserer vi på bevægelighed, balance og styrke.
Styrke/kondi-hold
Har du brug for både at få trænet muskler og kredsløb kan dette være holdet for dig. Det er et allround træningshold, hvor du bliver guidet gennem træningen, så du går derfra med en fornemmelse af, at du har haft hele din krop i gang uden at være så udkørt, at du føler du skal slæbe dig hjem.
Balancehold
Her har vi fokus på at få trænet balancen og på at udfordre os selv i forhold til den. Vores balance bliver generelt dårligere med alderen, og for nogle er balancen udfordret på grund af en særlig problemstilling eller sygdom. Uanset hvad, så er det vigtigt hele tiden at udfordre balancen, så den kan være en aktiv hjælp i hverdagen, så du fx undgår at falde.
Højintensitetshold
Pulsen er oppe i højden på holdet her. Vi arbejder hele kroppen igennem og har fokus på højt tempo samtidig med, at vi har det sjovt sammen og tiden flyver afsted. Alder er ingen hindring på dette hold, men du skal være klar til en times træning for fulde gardiner. Holdet er velegnet for dig, der skal træne dit kredsløb eller har brug for tempofyldt træning fx pga. diabetes.
Stolehold
Kan man få pulsen op på en stol? Ja! Stoletræningen handler i høj grad om at bruge stolen, som støtte i træningen, hvis du fx har udfordringer med balancen. Stolen kan give dig den sikkerhed, du har brug for, så du alligevel kan få bevæget din krop. Men stolen betyder ikke, at du ikke får varmen. Vi har alle muligheden for at få pulsen op i denne time.
Knæhold
Har du problemer med dine knæ eller brug for genoptræning fx efter operation, et længere skadesforløb eller slidgigt i knæene, kan dette hold passe til dig. På holdet bruger vi de nyeste principper for træning af knæ, og målet med træningen er, at du træner dig til et bedre funktionsniveau med færre smerter. Træningen tager hensyn til holdets sammensætning, og du bliver tilbudt træning, som passer til netop dit niveau.
Gigthold
Vi har flere hold målrettet mennesker med gigt, og vi tilbyder også hold til dig, der har en dobbeltdiagnose som fx gigt/osteoporose eller gigt/neurologi. Fælles for træningen er, at du får bevæget hele kroppen samtidig med, at der tages de fornødne hensyn til din diagnose, alder og funktionsniveau. Uanset hvad, så er træning afgørende for dig, som lever med gigt, fordi det giver færre smerter, større bevægelighed og mere energi.
Seniorhold
Holdet for dig der er +70 år. Det er træning til der, hvor du er i livet. På holdet fokuserer vi på glæden ved at bevæge os! Udgangspunktet er træning fra en stol, så du kan føle dig sikker samtidig med, at du får brugt din muskler og får pulsen op.
Parkinsonhold
Har du en parkinsondiagnose, så er dette måske holdet for dig. Vi arbejder efter de tværeuropæiske retningslinjer med øvelser, der udfordrer koordination, tempo, stive muskler og balance. Vi arbejder meget alsidigt med bolde og andre redskaber, som kan hjælpe os til at træne de områder, vi sigter efter. På holdet her sætter vi helt bevidst hjernen på overarbejde, så den bliver godt udfordret.
Vil du træne med på et af vores hold?
Hiv endelig fat i os, hvis du tænker, at træning på et af vores hold kunne være noget for dig.